Rustik brunch på La Rustica i Ringsted

Brunch i Ringsted
17 sep
2017

Outletshopping og brunch i Ringsted

Hvis din dag står på outlet shopping i Ringsted – Danmarks største outletby, kan jeg varmt anbefale dig at starte ud med en lækker brunch på La Rustica. Med en La Rustica brunch i Ringsted, er du sikret en god start på din shoppingtur, så du har energi til at finde de allerbedste tilbud resten af dagen. Deres brunch er italiensk inspireret, men med klassiske brunchretter imellem. Sidst jeg var der, købte jeg en brunchtallerken med et par mindre retter ved siden af, men i weekenden kan du få retterne fra brunchtallerkenen som en buffet til en rigtig god pris.

Som nævnt tidligere, fik jeg en stor lækker brunchtallerken med et par side-orders, sidst jeg var på La Rustica. På min tallerken var blandt andet:

  • Koldrøget økologisk norsk laks med radiser
  • Eggs Benedict i et Blackstone tvist og med frisklavet hollandaise
  • Tykke hjemmeskårede skiver af økologisk bacon
  • Hjemmelavede pølser af økologisk svinekød
  • Hjemmebagt rugbrød med avokadomos
  • Appelsinjuice af friskpressede øko-appelsiner
  • Kaffe på økologiske bønner

Brunch i Ringsted

Hvordan smagte det?

Den koldrøgede økologiske laks fra Norge var super lækker, især til det ristede franskbrød der fulgte med. Radiserne var også et nyt men kærkomment friskt tvist til laksen, der ellers godt kan blive en lidt fed affære.

Eggs Benedicten var også en oplevelse værd! Jeg har ikke tidligere smagt denne ret, og jeg må indrømme at jeg var lidt skeptisk inden, idet den ligner det ultimative amerikanske bud på en kur mod tømmermænd med blandingen af lyst brød, bacon, æg og sovs, men det var virkeligt en lækker oplevelse at sætte tænderne i denne kombination af kulhydrater og protein. I bund og grund, består Eggs Benedict af noget så simpelt som en English muffin, delt i to og stegt og vendt i smør, en skive canadisk bacon, og et pocheret æg ovenpå. Hele herligheden toppes af med en skefuld hollandaisesovs, og pyntes med friske spinatblade. Denne Eggs Benedict var dog i en udgave, kaldet Eggs Blackstone, hvor baconen er skiftet ud med skinke og der tilføjes en skive tomat.

Havde jeg haft lyst til en klassisk Eggs Benedict, kunne jeg dog have lavet den selv, med den lækre økologiske hjemmeskårede bacon i tykke skiver. Den var himmelsk, og kokken havde stegt den til perfektion – ikke for sprød, ikke for blød, men med præcis det bid, en god skive bacon skal have. Muy bien!!

Hvad passer bedre til bacon, end en god pølse? Præcis! Ingenting! Derfor havde vi også købt en tallerken hjemmelavede økologiske krydderpølser af 94% kød. Smagen var fantastisk, og man kunne tydeligt smage både hvidløg og timian. De havde fungeret lige så fint i en gourmet hotdog på en restaurant, som de gjorde til brunchen hos La Rustica.

Den friskpressede juice var, som så mange andre af retterne, økologisk, og der var ingen tvivl i hverken smagen eller mængden af frugtkød, om den virkeligt var friskpresset. Kaffen var ligeledes økologisk; jeg fik den sort.

For at opsummere, var det en fantastisk brunch, og det er helt sikkert ikke sidste gang jeg har fået brunch i Ringsted.